Livet som undtagelsestilstand

Overlevelsesstrategier, fremmedgørelse og stress
set i lyset af styringsstrategier
i interpersonelle og samfundsmæssige relationer

Stressbelastninger af 2.grad
Især inden for de sidste år er der fremkommet flere nye former for alvorlig stressbelastning, der er mere sammensatte og med langt alvorligere belastningsreaktioner, som det er vanskeligere at behandle. Der er således risiko for, af den ramte ikke fremover vil kunne bestride sit hidtidige arbejde, og undertiden er der tale om varigt tab af arbejdsevne.
   Disse mere sammensatte belastninger skal ses i lyset af, at det samfundsøkonomiske system er baseret på en væksttænkning, der ensidigt ser vækst i sit kvantitative aspekt, som maksimering af udbytte og tilvækst. Denne væksttænkning er godt på vej til at slå igennem, også når der er tale om kvaliteten af menneskers liv og arbejde. Således vurderes den enkeltes udvikling og succes i stigende grad ud fra evnen til at præstere målelige resultater og gøre sig gældende i maksimering af udbytte og forbrug. Indførelse af produktionsmål og resultatløn indenfor f.eks. social og sundhedsvæsenet og undervisning er eksempler på kvantificering på områder, hvor vi traditionelt vægter kvaliteten nok så højt.
   Den stigende grad af tilpasning af mennesker til den ensidige vækstfilosofi med vægten lagt på effektivitet og opnåelse af produktionsmål forudsætter, at opmærksomheden primært orienteres mod det, der foregår udenfor personen selv og fokuseres på at opnå resultater og goder, mens det at være tilstede i livet og i arbejdet og lære sig selv, sine medmennesker og tilværelsen at kende får mindre plads og tid.
   Fra centralt politisk hold bliver der lagt stadig større vægt på viden- og færdighedsindlæringen. Samtidig skal evaluering og registrering af resultatopnåelse ske allerede fra vuggestuealderen, i grundskolen og videre op i uddannelsessystemet, vel sagtens ud fra en forestilling om, at man herved motiverer og ruster den kommende generation til at leve op til de voksende krav om højere effektivitet i indlæring og implementering af færdigheder og viden.
   Men mennesker bliver ikke mere effektive og velfungerende ved at de tvinges til at udvikle visse aspekter af deres kapacitet – f.eks. at være målrettede, effektive udrettere, der opnår resultater - på bekostning af andre, ligeså livgivende evner og kvaliteter. Så de i bogstaveligste forstand forceres til at udvikle sig til at være halve mennesker.
   Indenfor indlæringsområdet viser nyere forskningsresultater ikke overraskende, at den fagspecifikke indlæring klart forbedres, hvis vi samtidig beskæftiger os med fysiske og kreative gøremål, og hvis målrettede og resultatorienterede aktiviteter veksler med det blot at være nærværende og tilstede i noget, der lige nu optager os.
   Den udhulning der sker af mennesker, når de fremmedgøres fra sig selv ved at forceres til ensidig at udvikle og overforbruge specifikke evner og ressourcer på bekostning af andre kvaliteter, leder - som jeg var inde på i gennemgangen af menneskets psykiske udviklingsproces - til stress.
   Når vi ensidigt skal opvise resultater og være effektive bliver det mindre vigtigt, hvordan vi er der, som de mennesker vi er. I vor arbejdssituation, der faktisk optager en meget stor del af vor tilværelse, risikerer vi at undertrykke vore menneskelige kvaliteter i stedet for at udvikle dem.
   Eks.: Sygeplejersker og andet hospitalspersonale, der får pålagt stadigt flere opgaver, og som må styrte rundt på hospitalsgangene fra den ene patient til den anden i et opskruet tempo, som hindrer dem i at yde den pleje og omsorg, der er selve kernen i deres arbejde.
   Eks.: Sagsbehandlere der sættes til at udfylde tabeller og opstille profiler om klienternes arbejdsevne og sociale kompetencer, uagtet at deres faglige kvalifikationer til at vurdere dette er yderst beskedne, samtidig med at tiden, der er sat af til det, er helt utilstrækkelig. Herved mindskes muligheden for at etablere en tilstrækkelig god klientkontakt, som kunne danne baggrund for adækvat vurdering af og handleplan for den enkelte. Den enkelte sagsbehandler vurderes herunder løbende for de opnåede produktionsmål, d.v.s. for sin evne til at være "effektiv" til på baggrund af de udarbejdede ressourceprofiler at igangsætte tiltag for den enkelte borger inden for rammerne af de standardiserede normer.

Overbetoning af kvantitet på bekostning af kvalitet i tilgift til det forøgede arbejdspres, har således som en yderligere alvorlig konsekvens, at medarbejdere i stadig højere grad tvinges til at slække på kvaliteten af deres arbejde. Herved sættes de i umulige og dobbeltbindende situationer, hvor de, uanset hvad de gør, har oplevelsen af at gøre det forkerte og at udføre et arbejde, de ikke kan stå inde for. For at gøre ondt værre indhøster de klager over deres mangelfulde arbejde, og beskyldes for forsømmelighed af deres overordnede. Dette sker uagtet at det netop er ledelsen, der på grund af nedskæringer og sparehensyn og for at imødekomme trusler om tilbageholdelse af offentlige tilskud og bevillinger, fyring og udlicitering af arbejdet har indskærpet deres medarbejdere at slække på kvaliteten, så de kan overholde produktions målene.
   At befinde sig i dobbeltbindende situationer bevirker at man undergraves i sin dømmekraft, mister sit selvværd og tilliden til sin egen sansning, med forvirring og dyb følelse af utilstrækkelighed til følge. Når man samtidig tvinges til at arbejde ukvalificeret og derved afskærer sig fra at udfolde sine faglige og menneskelige kvaliteter, kommer man i en dyb indre konflikt med sig selv. Ofte mister personen sin følelsesmæssige involvering og sin lyst til arbejdet. Indfølingsevnen overfor andre svækkes, hvilket kan give sig udslag i kynisme. Ikke sjældent udvikler personen en depression.
   Vi har her at gøre med det, jeg kalder stressbelastning af 2. grad. Den har således - udover overbebyrdelse af arbejde - at gøre med det øgede fokus på kvantitet i arbejdet på bekostning af kvalitet, og med de umulige og dobbeltbindende situationer, medarbejderen herved uvægerligt havner i.
   En gennemgående klage, jeg hører fra hårdt ramte stressbelastede i denne kategori er: jeg ved ikke længere, hvem jeg selv er, og hvorfor jeg er her. Jeg føler, at jeg snyder mig til min løn, for jeg gør ikke det jeg egentlig skulle, og som er nødvendigt for borgeren. Jeg er ikke den, jeg er, og kan derfor heller ikke møde borgeren, hvor han eller hun er.
   Eks.: Den velkvalificerede, pligtopfyldende og afholdte socialrådgiver, der som afdelingsleder får indskrænket medarbejderstaben til det halve, samtidig med af antallet af sager stiger markant. Som oplever at afdelingens og eksterne eksperters fælles indstillinger bliver omstødt i socialudvalget, og som selv om det amtslige ankenævn giver afdelingen medhold i indstillingerne, bliver hængt ud offentligt i aviser og TV for at være fagligt ukvalificeret og at have en forkert holdning, samt at være uansvarlig med kommunens penge. Herefter degraderes hun fra sin lederstatus, fratages sine kompetencer bl.a. til bevilling af økonomiske midler og udelukkes fra de nødvendige informations- og planlægningsmøder. Indkaldes til møder med socialchefen, der pålægger hende holdningsbearbejdelse så hendes arbejde bringes i overensstemmelse med kommunens økonomi, - indtil hun en dag bryder sammen og grædende forlader sig kontor. Efter langtidssygemelding på grund af PTSD, indstilles hun til førtidspension.

Når vi svækkes i vor tillid til vor egen sansning og dømmekraft, hindres vi i at sige fra, når vi bliver presset ud over vores kapacitet, eller når vi bliver bedt om at foretage os noget, der åbenlyst er urimeligt.
   Når vi ikke kan mærke og værdsætte os selv, vil en konsekvens være, at vi bliver endnu mere afhængige af den vurdering og værdsættelse, vi kan opnå ude fra. Desuden bliver vi lettere at påvirke og manipulere.

Udgivelser / forfatterskab